Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
september 2001
Lov uden formål
Biblioteksafgiften er en af de store danske kulturstøtteordninger. Mange er optaget af, hvilke beløb som udbetales. Vi savner svar på spørgsmålet: hvorfor?
CulturCommentar:
Mens agurkesæsonen er på sit højeste giver biblioteksstyrelsen sit årlige bidrag til den kollektive moro og misundelse ved at offentliggøre den årlige uddeling af bibliotekspengene. I sommervarmen kan aviserne dvæle nogle dage ved navnene, men det er hurtigt glemt. Og en af de væsentligste offentlige kulturstøtteordninger kan sejle videre uden offentlig debat om principperne for den danske model for biblioteksafgift.
Biblioteksafgiften er udviklet som et miskmask af kompensation for ophavsret, politiske ønsker, organisationernes styrke, bureaukratiske umuligheder og manglende vilje til at røre ved privilegier.
Afgiften fremstår i dag som en knubskydning - ingen ved længere hvorfor vi har afgiften. Der er tale om en 150 mio kr. kulturstøtteordning - uden formål.
Al anden kulturlovgivning har et nedskrevet formål. Det mangler biblioteksafgiften.
Lovens manglende formål er ikke bare en paragrafrytterisk påstand, men en alvorlig svaghed.
Uden hensigter står loven som et fait accomplis: så mange point/penge får en forfatter for dette eller hint. Begrundelser mangler.
Det betyder at det er næsten umuligt at diskutere om ordningen skal ændres. De mange involverede kunstnerorganisationer holder hinanden - og kulturministeriet - i et jerngreb. Ingen tør foreslå ændringer - så har vi pludseligt fire forfatterforeninger!
En række af den nuværende lovs svagheder skyldes i realiteten at Danmark var først med en biblioteksafgift. Da vi startede med biblioteksafgift var de praktiske muligheder anderledes end i dag. Optællinger var et reelt problem. Man valgte praktiske løsninger - og disse løsninger fungerer i dag som anakronistiske bindinger.
Intet materiale i lovgivningen kan forklare hvorfor forskningsbibliotekernes bogbestand ikke tæller med. Intet materiale i lovgivningen kan forklare hvorfor skolebiblioteker tæller med, men ikke gymnasiebiblioteker.
De tidligere afgiftsberegninger kom i strid med EUs krav til lige behandling af borgere. Ved et kunstgreb ændrede man loven til en kulturstøtteordning som går til forfattere som skriver på dansk. Men der er fortsat væsentlige elementer af gammel lovgivnings ønsker om kompensation for manglende salg på grund af biblioteksudlån.
Biblioteksafgiften lever i sit eget kulturpolitiske vakuum. Her er ingen elitære smagsdommere som skal vurdere, hvad der er støtteberettiget. Her udtrykkes folkets vilje. Delvis. For afgiften beregnes på baggrund af folkebibliotekernes bestand af bøger. Landets mange indkøbsansvarlige bibliotekarer er i realiteten kollektivt bevilligende myndighed for biblioteksafgiften. Bibliotekernes kender sit publikum og derfor er indkøbet i væsentlig grad udtryk for foilkets vilje.
Men der er altså et filter mellem folkets kultursyn og afgiften.
I lande som Sverige og England startede biblioteksafgifterne senere end i Danmark - og her har man fundet ud af at basere udbetalingen på det faktiske udlån.
I dagens kulturpolitiske debat er det kun Dansk Folkeparti som tør udfordre endsige tale om biblioteksafgiften. Dansk Folkeparti kan også nemt gøre det, for der er nemme stemmer at hente hos de 99% af befolkningen som ikke modtager bibliotekspenge.
Tør de øvrige partier gå ind i materien, komme med egne hensigter og ønsker?
Næppe. Og næppe i et valgår. Man risikerer at nogle bliver sure.
De kommende års teknologiske udvikling vil sikkert føre til krav om ændringer i biblioteksafgiften. Et håb herfra er at det ikke blot bliver til juridiske fiflerier og pointberegninger. Lad os få et formål med en af landets vigtigste kulturstøttelove.
